Specialist til løftesejl, Etac – Patient Handling. Stillingen er besat

Etac – Patient Handling, Horsens, søger en udvikler til sin portefølje af løftesejl.
Nyoprettet stilling.
Ved du noget om forflytning ved hjælp af løftesejl og ønsker du at være Etac’s specialist på området– så er det måske dig vi leder efter.

Etac Patient Handling er en del af den internationale Etac-gruppe, der beskæftiger sig med udvikling, produktion og markedsføring af en meget omfattende serie af kvalitetshjælpemidler til fysisk handicappede personer. Produkterne sikrer brugerne en sikker og komfortabel forflytning samt en optimal ergonomi for hjælpere og plejepersonale.
Etac Patient Handling oplever en markant vækst og styrker løbende sin organisation med kompetente medarbejdere. Læs mere på
www.etac.com

Jobbet
.
Som produktudvikler får du ansvaret for at sikre en løbende udvikling af en af virksomhedens meget betydende produktgrupper, nemlig Etac’s mange forskellige typer af kvalitets-løftesejl.
Der er tale om en nyoprettet stilling, hvor du vil få gode muligheder for at lægge vinklen på jobbet i overensstemmelse med dine kompetencer.
Ansvaret omfatter produkttilpasninger/-udvikling, sparring og samarbejde med interne og eksterne stakeholders i et internationalt regi.

Dine konkrete arbejdsopgaver vil især omfatte:

  • Med afsæt i den demografiske udvikling i Danmark og udlandet skal du specificere kravene til fremtidens løftesejl – såvel kundetilpassede som special-sejl.
  • Samarbejde med terapeuter, sælgere og produktchefer om ønsker til løsninger.
  • Tegningsudarbejdelse i Adobe, herunder bidrage til udarbejdelse af grundlag for manualer.
  • Samarbejde med virksomhedens tekstilspecialist omkring den praktiske udarbejdelse af prototyper
  • Gennemføre den interne test af produktkvalitet og funktionalitet, brandsikring mv. i samarbejde med teknikergruppen.
  • Testning af produkter hos brugere på plejehjem og/eller på hospitaler.
  • Medvirke til at de medicinske direktiver overholdes.
  • Deltagelse i messer og udstillinger
  • Og diverse ad hoc-opgaver.

Stillingen refererer til virksomhedens R&D-chef.
Du skal regne med ca. 15 – 20 dages rejseaktivitet om året.

Kvalifikationer

Der kan være flere veje til denne stilling.
Du har måske en sundhedsfaglig uddannelse som f.eks. ergo-/fysioterapeut eller sygeplejerske og er helt fortrolig med alle aspekter af forflytning med løftesejl. Alternativt har du som tekniker arbejdet med produktudvikling indenfor healthcare-segmentet – gerne med løftesejl – det er dog ikke et krav.
Det er vigtigt at du evner at sætte dig ind i markedsforholdene, herunder konkurrenterne.
Vi forventer, at du kan – eller er villig til at lære at – konstruere simpel tegninger i Solidworks el. lign.
Du er vant til at samarbejde på kryds og tværs både i egen organisation og også eksternt og har en vis international erfaring.
Du behersker MS Office på brugerniveau og har evt. erfaring med gængse ERP-systemer.
Du har ideelt erfaring med Adobe programmerne – herunder Illustrator.
Du behersker dansk på modersmålsniveau og engelsk på forhandlingsniveau i skrift og tale.
Vi har tillid til, at du ved hvad der skal til på det personlige plan for at kunne udfylde denne rolle.

Virksomheden tilbyder

Du får et afvekslende job i en moderne, international og hastigt voksende virksomhed med betydelige jobmæssige udfordringer og tværorganisatorisk arbejde – ofte på tværs af landegrænser. Du vil opleve at man har de bedst tænkelige arbejdsredskaber og du møder en flok dedikerede og dygtige kolleger i et uformelt og dynamisk miljø.
Du får således en god mulighed for en solid personlig og faglig udvikling i et krævende, internationalt markedssegment.
Der er højt til loftet og betydelige frihedsgrader i jobbet baseret på gensidig tillid.

Ansøgning

Vi tilstræber at besætte stillingen så hurtigt som muligt. Der er derfor ingen ansøgningsfrist og vi tager løbende kandidater ind til samtale.
Stillingen vil derfor være opslået indtil vi har fundet den rigtige kandidat.

Har du behov for at høre mere om firma og job, er du velkommen til at kontakte partner Carsten Spanget, Keyselector, på +45 20997133.
Alle henvendelser behandles naturligvis fortroligt og dine data tilgår først virksomheden efter direkte aftale – ligesom vi overholder kravene til fortrolig opbevaring og anvendelse af dine data.

Du kan søge stillingen ved at trykke på knappen ”Søg Stilling” og via den uploade din korte motiverede ansøgning og dit CV.
Vi glæder os til at høre fra dig.

 

Søg stilling